Uventet besøg

[Deleted]

Marguerite Sophia King

Klokken slog 12 og eleverne var begyndt at myldre ned mod storsalen. Selv stod Kyna lidt op ad væggen og ventede. For nogle år tilbage havde hun fundet ud af at hendes forældre, ikke var hendes biologiske forældre. Dengang havde det naturligvis været lidt af et slag, men hun havde alligevel slået det lidt hen som værende 'mindre vigtigt'. Med årene var hun dog alligevel blevet en kende nysgerrig omkring hvor hun oprindeligt stammede fra, og hun var gået i gang med at undersøge tingene lidt nærmere. Hun var kommet frem til at hendes mor havde fået endnu en datter. Marguerite. I starten havde Kyna igen troet at det ville være nok til at stille hendes nysgerrighed, men alligevel måtte hun sande at det ikke var tilfældet. Hun ville gerne vide mere. Lære sin biologiske familie at kende. Det letteste og mindst skræmmende for hende var at starte med lillesøsteren. Eller halvlillesøster måtte det være. Hun ville nok måske kunne svare på nogle spørgsmål, såsom om deres mor i det hele taget ville kendes ved Kyna hvis hun opsøgte hende. Hun havde et billede af lillesøsteren i hånden som hun havde fundet i en udgave af Den Glade Fjerpen der havde ligget og flydt. Faktisk havde det slet ikke været planen at opsøge hende, men Kyna havde været på skolen i forbindelse med et projekt om nisser en gruppe elever arbejdede på og de havde sendt en ugle til afdelingen og spurgt om nogen var interesseret i at hjælpe. Mens hun havde ventet på de skulle mødes i storsalen havde hun set avisen ligge på bordet og kigget lidt i den. Da Marguerites navn var dukket op med bilede havde hun besluttet at hun ligeså godt kunne give det et forsøg. Nu stod hun så og kiggede på den myldrende flok, i håb om at spotte sin søster som ikke anede noget om hendes tilstedeværelse.

[Marguerite Sophia King]

   Magiens Historie. Suk. Det blev bare aldrig mere spændende. Man skulle ellers tro, at de ville nå frem til et eller andet emne en dag, som der bare var lidt interessant - men nej. Det var bare ikke i Ritas ånd. Hun kunne den basale trolddomshistorie, færdig slut. Det var slet ikke nødvendigt at vide mere. Og alligevel, så havde hun siddet på Biblioteket det meste af formiddagen for at læse på det. Hele formiddagen, faktisk, for de var gået derop lige efter morgenmaden. Først havde det knebet med koncentrationen, men så var det faktisk gået helt godt. Rita fik altid mest ud af at læse for sig selv. Der skulle helst ikke være nogen, som kunne forstyrre og distrahere hende, for hun havde rigelige problemer med at holde sine tanker i ro til at læse.
   Klokken, der insinuerede, at det var tid til frokost var kommet som sendt fra himlen. Rita havde altså aldrig været en af de der piger, der nærmest ingenting spiste - sådan noget pjat. Hun skulle være mæt, og tænkte ikke en tøddel over, hvad hun puttede i munden, for det satte sig jo alligevel ikke nogen steder. Så hun havde pakket tingene sammen lynhurtigt og var stæset op i opholdsstuen for at stille sin taske, som hun ikke ville have med ned i Storsalen.
   Som altid befandt hun sig sammen med en mindre gruppe gryffindorer. Selvom Rita faktisk havde flere fjender, end hun havde venner, så var hendes omgangskreds ganske stor. De fleste vidste, at det var en god idé at holde sig gode venner med hende, hvis ikke man ville hænges ud i Fjerpennen. Hun var fordybet i en samtale og lagde derfor ikke mærke til den kvinde, der stod og kiggede, før hun gik ind i hende.
   ”Åh, undskyld!” udbrød hun beklagende og trådte et lille skridt tilbage fra damen. Hvad i alverden stod hun også der for? ”Kan jeg hjælpe dig?” fortsatte hun øjeblikket efter, da det i mistænkelig grad så ud som om, hun kiggede efter nogen. Måske fik hun allerede hjælp eller havde fuldstændig styr på, hvad hun skulle - men Vejlederemblemet forpligtede, så Rita kunne naturligvis ikke lade det forbigå sig.

[Deleted]

Kyna havde stået lidt i sine egne tanker om hvordan hun lettest skulle præsenterer nyheden for pigen og i den forbindelse havde hun omkring 23 skrækscenarier kørerende om hvordan udfaldet kunne ende, ingen af dem var gode. I samme nu marcherede en pige direkte ind i hende og hun måtte vakle et par skridt tilbage for ikke at miste balancen. Kyna kiggede på pigen og skulle lige til at forsikre hende om at det ikke gjorde noget, da det gik op for hende hvem det var der lige var stødt ind i hende. Den selv samme person som hun stod og spejdede efter. "Det gør ingenting," svarede hun lidt befippet og fumlede lidt med sine fingre. En vane hun havde tillagt sig når hun blev nervøs. "Du er Marguerite King, ikke sandt?" Spurgte hun skønt hun allerede kendte svaret, men et eller andet skulle hun jo sige. Spørgsmålet var nok lige så meget et sørgeligt forsøg på at vinde lidt ekstra tid så hun kunne præsenterer det hele på den bedste tænkelige måde.

[Marguerite Sophia King]

   Rita smilede kort til kvinden, da hun sagde, at det var okay. Ikke så meget at gøre ved det, i øvrigt, sket var jo sket. De blågrå øjne hvilede opmærksomt på kvinden. Var hun nervøs eller hvad? Den måde, hun sådan fumlede med sine fingre på, fortalte lidt om det. Rita var efterhånden en ret god menneskekender - eller det bildte hun sig i hvert fald ind. Det var en evne, hun havde været nødt til at tillægge sig i arbejdet med Fjerpennen. Det var en klar fordel, hvis man kunne gennemskue folk. Hun spærrede øjnene en anelse op, da det viste sig, at det faktisk var hende, som damen havde ledt efter. ”Jo.. De fleste kalder mig Rita.” svarede hun med en lille panderynken og lod for første gang lige blikket glide op og ned af kvinden. Ikke en, hun kendte. Selvom hun kunne sværge på, at der var et eller andet bekendt ved hende, dog kunne hun ikke sætte sin finger på det. Hun mindede Rita om en eller anden. Gad vide, hvad hun ville hende.

[Deleted]

Hendes blide stemme var en anelse skælvende hvilket skyldtes nervøsiteten. Det var irriterende! Hun kunne virkelig være en hejre når det kom til at forsvare noget hun stod indefor, men det kunne absolut ikke ses på hende nu. Faktisk følte hun sig mest af alt som en lille skolepige. "Rita," gentog hun nærmest for lige at smage på navnet om man så kunne sige. "Mit navn er Kyna Brannon," præsenterede hun sig, "det jeg har at fortælle dig vil nok komme til at lyde virkelig bisard." Hun sukkede let for at vinde lidt tid, "der er vel ikke et sted hvor vi kan snakke?" Hun kastede blikket rundt på de mange forbipasserende elever. Det virkede lidt upersonligt at sige sådan noget midt i indgangshallen omgivet af elever. Hun håbede bare ikke at Rita ville stille sig på bagben, men Kyna kendte hende jo slet ikke så det var svært at afgøre. Hun tog en lidt dyb indånding for at samle sig selv en smule og lod så de let svedige hænder glide ned langs siden.